aktinomykose

Ved aktinomykose dannes særlige forgreninger i vævet, hvilket kan påvises ved mikroskopisk undersøgelse, hvorfor det tidligere blev antaget, at der var tale om svampe fremfor bakterier. Infektionen blev første gang beskrevet hos kvæg i 1877 af den tyske patolog Otto Bollinger (1843-1909) og samme år af den tyske kirurg James Israel (1848-1926) hos mennesker. Først i 1939 blev mikroorganismen korrekt placeret i gruppen af bakterier, og det blev fastslået at sygdommen er en bakterieinfektion.

Ved halsen udvikles langsomt hævelse og bylder, evt. med åbning til hudens overflade.

I pusset fra bylderne kan der påvises små gullige svovlkorn, kaldet granula, som kan give mistanke om aktinomykose. Diagnosen stilles ved påvisning af Actinomyces-bakterien i materiale fra området, enten ved dyrkning på specielle vækstmedier eller ved genforstærkningsteknik (PCR).

Anktinomykose behandles med penicillin gennem flere måneder.

Hos kvæg findes aktinomykose i to former:

• Knogleaktinomykose, der oftest er uhelbredelig, skyldes Actinomyces bovis, der især forekommer i kæbeknogler.
• Bløddelsaktinomykose, der skyldes Actinobacillus lignieresi og er ofte lokaliseret i tungen, der bliver tyk og stiv (trætunge), men kan behandles med jodpræparater og antibiotika.

• mundhulebakterier
• actinomyceter
• bakterieinfektion
• svampeinfektion